Onsdag, den 7. november, kl. 13.30

Det var tydeligt, at Jan Toft var ved at sprænges af nysgerrighed efter at få at vide, hvad det var, hans foresatte ville snakke med Jon Carlsen om.

Men Henning Juul var tavs. Dels sloges han med en tanke, som han ikke kunne lide, dels blev han altid mere eller mindre deprimeret, når han skulle ud i kvarterer som Bispeparken.

Neden for indkørslen til bebyggelsen - foran det lokale supermarked - stod den sædvanlige flok af halv- og heldrankere i færd med guderne må vide hvilket nummer guldbajer, kirsebærvin eller andet godt den dag. Selv om eftermiddagen først lige var begyndt, var der allerede flere af dem, der knap kunne holde sig oprejst mere. Det var et lidet opløftende syn.

Jon Carlsen tog imod med et grin i entredøren, og det fik Juul til at tø lidt op. Han havde meget svært ved at se denne nydelige unge mand som én af dem foran supermarkedet, og det trøstede ham lidt at være vidne til, at det kunne lade sig gøre at vende tilbage til et normalt liv igen.

- Nå, I har fået smag for modeltog, sagde Jon Carlsen, mens han smuttede ud i køkkenet og sekundet efter kom tilbage med nøglen til det forbudte værelse.

Da han havde tændt for anlægget og togene var begyndt at køre ud og ind mellem hinanden, smuttede han igen.

- Kig jer lidt om, sagde han i døren. Jeg henter lidt kaffe.

Denne gang nøjedes Henning Juul ikke med at lade sig imponere af de mange lys. Han udvalgte sig et bestemt tog og fulgte det opmærksomt med øjnene på dets vej rundt i den miniverden, som anlægget i virkeligheden var.

Juul genkendte toget som en model af de røde regionaltog, som består af to tæt sammenkoblede vogne. »DSB« stod der med små hvide bogstaver på fronten og på siderne.

Det holdt stille på en station, da Henning Juul fik øje på det, men snart efter begyndte det at køre. Nøjagtig, som når nogen putter en krone i de anlæg, der står på nogle af de rigtige stationer rundt omkring i landet. Her var der bare ingen til at komme mønter i en sprække, og Juul bemærkede sig også, at systemet her var mere gennemført end dem, man putter penge i. Toget startede, da der blev grønt lys i et lille signal for enden af stationen, og Juul så, hvordan lilleputsignalet skiftede til rødt igen, så snart toget havde passeret det.

Lidt længere henne kom toget til et sted, hvor banen og en vej krydsede hinanden. Da toget nærmede sig, begyndte de røde advarselslys mod vejen at blinke og samtidig tændtes et hvidt blinklys i et signal mod toget. Så snart de røde vogne var ovre vejen, blev det hele slukket igen. Henning Juul var så opslugt af det, han så, at det næsten undrede ham, at de små modelbiler, som holdt ved overskæringen, ikke begyndte at køre, da toget havde passeret.

Henning Juuls tog nåede en ny station, men et signal, som stod foran perronen lyste rødt og gult, og toget standsede. Juul så, at der i forvejen holdt et tog på det spor, som hans tog var på vej ind i. Sekundet efter kørte det, og signalet foran Juuls tog skiftede til grønt.

Næsten alt hvad Juul så, kunne han genkende fra det, som Torben Johansen havde forklaret ham i »posten«. Signalet, som her skiftede til grønt, var et »indkørselssignal«, som så at sige bevogtede indkørslen til stationen, kunne han høre Johansen fortælle.

Netop som Juuls lille tog kørte ind på stationen og holdt stille ved perronen, kom Jon Carlsen tilbage med tre krus kaffe.

- Mælk? Sukker?

Juul havde ikke tid. Han holdt afværgende hånden op og fulgte sit tog på dets videre færd. Det var startet igen og kørte nu lige bag toget, som havde holdt på stationen før det selv. Signalerne mellem de to skiftede, så der hele tiden var et rødt signal bag det forreste tog. Henning Juul kunne se, hvordan det forhindrede, at de to tog nogensinde kom for tæt på hinanden.

Jan Toft så med stigende undren på sin chef. Ikke nok med, at manden stod med næsen helt nede i en modeljernbane, han havde også lige sagt nej til en kop kaffe. Jan Toft frygtede, at Juul var alvorligt syg.

- Hva'? Juul vågnede op, da hans tog havde fuldført sin runde og rullede ind på stationen, hvor det havde holdt, da han fik øje på det.

- Åh, kaffe! Det var dejligt!

Jan Toft sukkede lettet.

- Og hvad er det så nøjagtigt, jeg kan hjælpe jer med?, spurgte Jon Carlsen, mens han nippede til sin kaffe.

Juul tog selv en ordentlig slurk, inden han sagde noget.

- Jeg går ud fra, at når du kan lave sådan en modelbane her, så ved du også en masse om tog i virkelighedens verden?

Jon Carlsen nikkede.

- Joe, det kan man vist godt sige....

- Godt, sagde Juul, men lad mig lige først høre noget om det, du har her... Hvordan får du togene til at køre helt af sig selv? Hvordan skifter signalerne? Og hvorfor standser togene foran et rødt lys...der er jo ingen lokomotivfører i?

- Det er faktisk ikke særlig svært, sagde Carlsen beskedent. Man kan lade elektronik styre det, men jeg er lidt mere gammeldags, så jeg har en flok relæ'er til at klare det for mig. Men jeg kan godt slå hele automatikken fra og så styre det selv ved at trykke på knapperne her på mit kontrolbord. Ellers bliver det lidt kedeligt.

Jon Carlsen pegede over på kassen med streger, knapper og lamper i det ene hjørne af lokalet, og Henning Juul kunne pludselig se, hvad der havde fået ham til at tro oppe i »posten«, at han havde set det hele før...

- Du bliver nødt til at forklare det mere grundigt, sagde Juul.

Jan Toft stod og så ud som om, han var helt koblet af. Han kunne helt klart ikke se, hvad Juuls interesse for et modeltog havde at gøre med deres undersøgelse af drabet på Svend Kragelund.

- Jo, altså, skidtet kører jo på strøm, som løber i skinnerne. Togene får strømmen op igennem hjulene i den ene side, og den anden side fungerer som retur. Det er en simpel elektrisk kreds. Derfor er det heller ikke særlig svært at få togene til at standse og køre igen ... man skal bare sørge for, at der ikke er strøm i skinnerne foran et signal, der viser rødt, og at strømmen kommer igen sammen med det grønne lys.

- Hvis jeg har forstået det ret...Juul tøvede lidt...så har signalerne her på banen i virkeligheden ingen funktion, andet end at se godt ud. Det hele ligger i skinnerne?

- Jae, det kan man godt sige. Togene ville køre og stoppe lige godt uden selve signalerne, hvis bare strømstyringen i skinnerne stadig er der...

- Men sådan er det vel ikke i virkeligheden, vel?

- Nej, der er det jo lokomotivføreren, som skal standse toget, når han ser et rødt signal...eller et signal »på stop«, som det hedder. Og så alligevel, de er ved at indføre noget, der ligner. Der har jo været et par tilfælde, hvor lokomotivføreren har overset signalet ... kan I ikke huske Sorø-ulykken i 1988? Der kørte toget forbi et signal på stop...

- Derfor er DSB ved at bygge et system op, som faktisk ligner en modeljernbane - det er bare mere indviklet, men resultatet er, at toget standser af sig selv foran et signal på stop, hvis ikke lokomotivføreren gør det.

- Men sådan er det ikke mellem Skanderborg og her, vel?

- Nej, ikke endnu, men det kommer nok.

Henning Juul stod og så spekulativ ud.

- Så skal du fortælle mig, hvordan du får signalerne til at skifte af sig selv, når et tog kører forbi.

- Det er også elektrisk. De to skinner er normalt isoleret fra hinanden, men når toget passerer, skabes der forbindelse. Det udnytter man bare til at få et relæ til at skifte. Der er meget enkelt.

- Og hvad dét angår, så er model og virkelighed helt ens, tilføjede Jon Carlsen.

Henning Juul nikkede langsomt, som om han lige skulle have oplysningen rystet på plads mellem alt det andet i sit hoved.

- Forklar mig forskellen mellem »én grøn« og »to grønne«.

Jon Carlsen tænkte sig om et øjeblik, hvilket fik Henning Juul til at frygte, hvad han havde i vente....

- Ikke for teknisk. Sådan at jeg kan forstå det..., skyndte han sig at slå fast.

Carlsen sukkede lidt...

- Okay. På lange strækninger er der ofte signaler for hver cirka to kilometer. De kaldes mellembloksignaler eller automatiske mellembloksignaler. Lad os tage to tog »A« og »B«. »A« kører forrest. Hver gang det passerer et signal »X«, bliver signalet rødt, sådan at »B« ikke kører op bag i »A«. Når »A« så passerer det næste signal, bliver signalet »X« grønt, så »B« kan passere ... men der kommer kun ét grønt lys.

Jon Carlsen holdt inde lidt.

- Er du med...?

Juul nikkede langsomt. Det mente han i hvert fald.

- Hvis der altså kun er ét signals afstand mellem »A« og »B«, vil lokomotivføreren på »B« altså hele tiden se enten rødt eller ét grønt lys i signalerne...

Jon Carlsen holdt atter en lille pause, inden han fortsatte:

- Hvis »A« derimod kommer to signaler foran »B«, så ser lokomotivføreren i »B« to grønne lys som tegn på, at der er frit forbi dét signal, han er ved, og forbi det næste igen.

Der blev en lang pause. Jan Toft kiggede fra den ene til den anden, men ingen af dem tog nogen videre notits af ham.

- Hvis jeg har forstået det ret...begyndte Juul, og afbrød så sig selv igen.

- Et tog, som er standset foran rødt ved ét af de hersens mellembloksignaler, fordi der kører et tog foran, vil altså ikke få to grønne, men kun ét, når det forankø-rende tog er kommet af vejen...?

Jon Carlsen nikkede bifaldende.

- Præcis. Hvis man holder for rødt ved et mellembloksignal, så kan man aldrig få to grønne umiddelbart efter...

- Så lige én ting til. Du sagde, at du kunne slukke for alt det automatiske, når det blev for kedeligt. Kan de også det ved DSB?

Carlsen grinte.

- Jeg tvivler på, at de gider. De fleste DSB-folk er ikke særlig interesserede i tog...ikke på den måde i hvert fald. Jo mere de kan slippe for, jo bedre...Og nej, jeg mener ikke, de kan slå automatikken fra i deres automatiske mellembloksignaler. Kun hvis de skal repareres eller sådan noget.

Da Henning Juul kom tilbage til sit kontor, fandt han en A4-blok frem. Han rev et stykke papir ud og tegnede en streg ned midt gennem papiret på den lange led.

Så stod han lidt og kiggede på sin streg. Det her, sagde han til sig selv, er et jernbanespor set ovenfra. Cirka midt på stregen tegnede han to små kasser, som han godt kunne overbevise sig selv om lignede et tog med to vogne set ovenfra. Nederst på stregen tegnede han et »tog« mere magen til det første. Det nederste tog holder foran et signal, der viser rødt, sagde han til sig selv. Det lykkedes ham at finde en rød tusch i skuffen og placere en rød prik ved siden af toget.

Han arbejdede langsomt, for her var noget, som han ville fatte, selv om det faldt ham svært.

Når det forreste tog - altså det øverste - om lidt passerer et signal,... Han tegnede ét ved siden af det forreste tog ... så skifter det til rødt... og så skifter signalet ved det bageste tog til grønt. Han stregede den røde prik ud og erstattede den med en grøn.

Der er altså ét signals afstand mellem de to tog. Han greb sig selv i at tænke højt.

Men hvis nu ... hvis nu det forreste tog kører så hurtigt, at der bliver to signalers afstand mellem dem, så vil det bageste tog blive mødt med to grønne lys...

To signaler ... to grønne. Ét signal ... et grønt.

Det var jo egentlig ikke så vanskeligt.

Han kastede et blik op på opslagstavlen og måtte erkende, at de tegninger af togvogne, der hang dér, så lidt mere professionelle ud end hans egne. Idet hans blik strejfede billedet af drengen med bolden, hoppede hans hjerte op i halsen. Han havde da vel for helvede ikke glemt....

Et blik på urets datofelt beroligede ham. Det var heldigvis først på fredag, knægten fyldte fire. I år skulle han altså huske at købe en gave...