Tirsdag, den 13. november, kl. 09.35

Henning Juul gjorde sig umage for at spørge lidt i øst og lidt i vest, inden han gik over til sit egentlige ærinde. Der var ingen grund til, at Per Sørensen skulle få indtryk af, at Anne Katrine Bangsbo interesserede ham specielt meget.

- Ja, hun var sgu dygtig, sagde Per Sørensen med eftertryk, da Juul bragte hende på bane.

- Vi havde hende desværre kun et års tid, så vidt jeg husker ... er det fire-fem år siden?

Juul behøvede overhovedet ikke at stille spørgsmål.

- Hun var sådan en slags alt-mulig-pige, altid glad og altid klar til at tage fat. Faktisk var det hende, der fik styr på en masse ting her i huset ... hun var for eksempel med, da vi begyndte at lave vores arkiver på EDB, men man kunne også bede hende gøre orden på lageret med papir og kuglepenne og sådan noget. Det tog hun også bare fat på... Og så så hun forbandet godt ud...

- Hvor godt kendte hun Kragelund?

- Ret godt, tror jeg. De kom vist fint ud af det med hinanden ... de arbejdede en del sammen om det dér med EDB-arkiverne. Hun havde flair for den nye teknik. Og hun snakkede også om at ville begynde at studere noget i den retning.

- Ved De, hvad hun laver nu, og hvor hun bor?

Per Sørensen trak på skuldrene.

- Aner det ikke. Jeg tror, hun mødte en fyr og flyttede sammen med ham ... men hvor de bor, det ved altså jeg ikke.

Det vidste Jan Toft. Sjællandsgade 12 i Esbjerg.

- Esbjerg!? Juul lød vantro. Af en eller anden grund havde hans verden i sagen her indskrænket sig til hans egen by og så Vejle, hvor Berggren med det store fuldskæg boede.

Toft havde på sin telefoniske færd rundt i uddannelsessystemet fundet ud af, at Handelsskolen i Esbjerg havde en elev, der passede med navn og fødselsdag.

- Men det hedder ikke datalogi på de kanter. De kalder det datamatiker, hvad det så end er...?

Juul svarede af gode grunde ikke på det sidste spørgsmål.

Nu var der flere muligheder. Juul selv eller én af de andre kunne drage den lange vej til Sydvestjylland, eller de kunne bede kollegerne i Esbjerg stille den unge dame et par velvalgte spørgsmål over et tema, som Juul kunne formulere.

Juul valgte den sidste løsning. Så længe, de ikke havde mere at gå efter, var der ingen grund til selv at tage så langt udenbys. Juul slog op i politiets interne telefonbog og fandt nummeret på stationen i Esbjerg. Han kendte faktisk sin kommissær-kollega derovre, selv om det var mange år siden, de havde set hinanden.

Tirsdag, den 13. november, kl. 12.10

Solen skinnede, og det var lige før, det føltes helt lunt at stå lænet op af det store træ. Derfra, hvor han stod, havde Juul en storslået udsigt over skoven og længere ude, vandet. Det var, som med så meget andet, årevis siden han havde gået en tur i skoven, og han kunne mærke, at han havde savnet det. Han ville tage Janus med herud inden alt for længe...

Når han om lidt vendte sig om, kunne han se det hus, hvor han havde boet i næsten 20 år. 19 gode år og ét ondt. Der var nogle, der sagde, at tid, som er gået godt, ikke kommer dårligt tilbage. Henning Juul var ikke helt sikker.

I hvert fald havde den ene år, hvor Marianne havde været syg, ødelagt mindet om de 19 andre.

Juul vendte sig. Set herfra var intet forandret. Det var stadig en grim gammel kasse med to lettere skæve skorstene og en facon, der burde kunne få en arkitekt til at græde.

Juul smilede. Gu' var det grimt, huset, men det var godt. Det var nok ikke tiden lige nu, men han kunne da slå et vend forbi en dag ved lejlighed.

Onsdag, den 14. november, kl. 07.10

Skal, skal ikke, tænkte Juul, da han hørte brevsprækken blive åbnet og smække i igen. Selv om han som regel mødte på Gården klokken otte, stod han sjældent op mere end en halv times tid før - der var jo ikke så meget, han skulle nå.

I dag kunne han imidlertid vælge at bruge tid på at kigge grundigt i avisen. Der havde ligget en af de sædvanlige gule, selvklæbende lapper på hans bord, da han var kom tilbage fra sin skovtur dagen før. Ring til Michael Back på avisen.

Back havde bebudet, at onsdagsavisen ville indeholde en komplet gennemgang af Kragelund-sagen, og han ville gerne checke nogle facts. Og så ville han da også i al venskabelighed spørge, om der var noget af det, han vidste, som efter Juuls mening, ikke burde komme frem i betragtning af, hvordan Back havde fået det at vide.

Efter en pludselig indskydelse havde Juul sagt, at Back kunne skrive, hvad han ville.

Og her, under dynen, med avisen liggende derude på måtten i entreen, fortrød Juul den indskydelse.

»Afgang 22.31 fra Skanderborg«. Juul rynkede panden. Det var da en pudsig overskrift.

Artiklen fyldte en hel side. Juul besluttede sig til at sætte en stor kande kaffe over, inden kan gik i gang med den. Og for anden gang på kun tre dage gik han rundt om hjørnet og hen til bageren efter rundstykker og en snegl.

Han kunne høre telefonen ringe inde i stuen, mens han fumlede med nøglen i døren. Idet han rev døren op og styrtede ind, nåede han at tænke, at hvis han for alvor skulle have bugt med mavesyren, så skulle han også lære at kunne lade en telefon ringe.

- Ja!?

Det var Jan Toft.

- Han er sgu ikke så dum, ham Back, hva'? Det er da i hvert fald meget smart at bruge en kriminalromantitel som overskrift, synes du ikke...?

- Titel....?

- Nåe nej, der var den igen. Jeg glemmer hele tiden, at du ikke læser kriminalromaner. »Afgang 4.50 fra Paddington«, er der én, der hedder. Agathe Christie. Den handler om én, der bliver myrdet i et tog...

- Er det det, du ringer for at fortælle mig? Det irriterede af en eller anden grund Juul lidt, at Jan Toft var mere belæst end ham selv - også selv om det åbenbart kun var, hvad kriminalromaner angik.

- Nej, jeg ville også sige, at der ligger en fax fra Esbjerg. Skal jeg læse den højt fra dig?

Henning Juul sagde pænt nej tak. Han havde besluttet, at han ville læse Backs artikel grundigt, inden han tog på arbejde.

Rundstykkerne, sneglen og den hjemmelavede kaffe smagte ham, og han måtte erkende, at der ikke var nævneværdige fejl i Backs artikel. Juul havde aldrig rigtig forstået avisernes lyst til at dramatisere, og der var steder i artiklen, hvor han syntes, Back var rigelig farverig i sin beskrivelse af forholdene.

Men alt i alt gik Henning Juul oplivet på arbejde. Gad vist, hvad de havde fundet ud af i Esbjerg.

Onsdag, den 14. november, kl. 9.15

»Afhøring af Anne Katrine Bangsbo, 010469-1244, foretaget den 13.11. kl. 16.30 til 17.15 af Ole Jensen, k.a., og Hans Petersen, k.b., på adressen Sjællandsgade 12, 3.th., 6700 Esbjerg, hvor ifølge hendes egen forklaring afhørte bor.

Henning Juul var allerede forpustet. Ét er, at de derovre vestpå ikke kender forskel på sin og hendes, tænkte han, men hvorfor kunne de i det mindste ikke sætte ordene sammen i bare nogenlunde rigtig rækkefølge?

Indholdet var imidlertid ikke til at tage fejl af. De to kriminalfolk havde tydeligvis ikke bekymret sig om at pakke spørgsmålene ind, men havde holdt sig nøje til de emner, som Juul havde bedt om at få belyst.

Ja, Anne Katrine Bangsbo kendte Svend Kragelund.

Ja, hun havde arbejdet hos ham i et års tid.

Ja, hun boede officielt sammen med Jonny Ole Carlsen på adressen Bispeparken 99, 2.tv, men nej, ikke i praksis.

Nej, hun havde absolut ingen viden om jernbaner.

Nej, hun kendte ikke noget som helst til teknik.

Ja, hun læste datamatik, men det betød ikke, at hun havde forstand på strøm og relæ'er.

Nej, hun havde ingen vidner på sin færden den 26.10. Hun havde siddet hjemme og løst en opgave.

Og nej, hun anede ikke, at Svend Kragelund var blevet myrdet.

Juuls gode humør var pludselig langt væk. Nu kunne hun da ikke være i tvivl om, hvad de ville hende.

Jan Toft havde stået og læst over skulderen på Henning Juul, selv om han udmærket vidste, hvad der stod i telefax'en fra Esbjerg.

- Tror du på hende?

Juul trak på skuldrene.

- Lad os snakke med hendes ven nok engang. Denne gang synes jeg, at vi skal invitere ham ind til os. Ordner du det?