Fredag, den 16. november, kl. 16.30

Anne Katrine Bangsbos Lada stod stadig ikke i Sjællandsgade, da de kom tilbage ved halv fem-tiden, og Juul sukkede og belavede sig på en lang aften. Han havde for nogen tid siden overvejet at købe sig et lommeskak, så han kunne sidde overalt og løse sine opgaver, men han var blevet enig med sig selv om, at han var ved at være for gammel til lange overvågningsopgaver, så det var aldrig blevet til noget. Det fortrød han nu.

- Dér er hun! Toft vækkede ham af hans tanker.

Det var næsten mørkt, men Ladaen var ikke til at tage fejl af, og idet den passerede dem, kunne de se, at nummerpladen passede med EDB-udskriften.

- Jeg går op og holder hende væk fra vinduerne, sagde Juul. Du kigger i bagagerummet...

Det var selvfølgelig ikke lovligt, men der var jo ingen, der behøvede at vide det, og Jan Toft kunne sikkert godt selv finde ud at forklare, hvorfor han kom lidt senere op end Juul.

Dørklokken virkede tilsyneladende ikke, og Juul bankede på med knyttet hånd.

Hun var smuk. Det behøvede man ikke være 20 for at synes, og Juul havde helt svært ved at få forklaret sit ærinde.

- Kriminalpolitiet? Jamen, jeg har jo forklaret alt, hvad jeg ved om Svend Kragelund...

Anne Katrine Bangsbo havde langt, udslået kastaniebrunt hår og store, mørke øjne. Dådyrøjne..., tænkte Juul, det er derfor, de kalder dem dådyrøjne. Hun var høj og slank, højere end Juul, og hendes stramme, sorte bukser gjorde sikkert benene endnu længere, end de var. Gamle gris, tænkte han, da han ikke kunne forhindre sine øjne i at studere forsiden af hendes strikkede trøje, mens hun viste ham ind i stuen.

Stue var så meget sagt, for rummet var tydeligvis også soveværelse og studérkammer. Der var helt klart kun det ene rum i lejligheden bortset fra det minimale køkken, han havde set fra entreen.

- Ja, det er jo ikke stort, sagde pigen, og så er der lokum i gården, men det er billigt, og en fattig studerende har jo ikke råd til alverden...

Det bankede på døren. Anne Katrine Bangsbo så spørgende på Juul.

- Det er sikkert min kollega ... han, øh, skulle lige ordne noget ved vores bil....

- Kom ind!, råbte hun uden at rejse sig fra den lærredsbetrukne instruktørstol, hun lige havde sat sig i.

Jan Toft nåede at ryste på hovedet mod Juul, inden han uden varsel tabte underkæben ved synet af Anne Katrine Bangsbo. Hun var åbenbart vant til det, for hun reagerede ikke på hans utilslørede beundring.

Henning Juul var ikke i tvivl om, at han var nødt til at føre ordet.

- Frøken Bangsbo, vi er nødt til at få svar på et par spørgsmål mere. Jeg ved, at De har forklaret en masse til to af vores kolleger, men der er lige et par ting mere....

Han talte langsomt og med et næsten undskyldende tonefald.

Pigen slog imødekommende ud med armene, men sagde ikke noget.

- Må vi høre lidt om Deres forhold til Svend Kragelund?

- Han var et dum svin ... en gammel gris. Han gramsede på alle de piger, han kom i nærheden af og kom med sjofle opfordringer i tide og utide, når man var alene med ham.

- Hvorfor arbejdede De så hos ham i mere end et år?

Hun trak på skuldrene.

- Jeg havde brug for pengene. Mine forældre kunne ikke give mig noget, og jeg skulle jo leve...

Juul rynkede brynene.

- Deres...øh...ven, Jon Carlsen har ellers sagt, at De havde penge nok ... De betalte jo hans gæld hos Kragelund.

Et lille smil. Hold da kæft, hvor ser hun godt ud. Og tænk så på sagen, hr. Juul, skældte han indvendig.

- Ja, han tror sikkert stadig på det... Hun sukkede.

- Men nej, jeg betalte ikke hans gæld ... jeg slettede ham bare fra Kragelunds liste over skyldnere og flyttede ham over på listen over dem, der havde betalt. Kragelund var bedøvende ligeglad med mennesker, så han huskede dem ikke ... han huskede kun sine elskede penge og sine EDB-lister.

- De havde med andre ord adgang til hans computer?

- Ja, dét havde jeg. Jeg tror, han prøvede på at imponere mig, så han viste mig det hele ... ja, altså ikke hans åger-forretning, den opdagede jeg selv, da idioten havde givet mig sine koder.

- De hadede ham?

Hun lagde hovedet lidt på skrå og kneb munden sammen, samtidig med at hun rynkede panden.

- Hade er et fjollet ord. Jeg afskyedede ham, men ikke nok til at slå ham ihjel, hvis det er det, I tror ... hvis jeg skulle myrde alle de mænd, der er ude efter at komme i bukserne på mig, så fik jeg nok at lave.

Tjae, tænkte Juul, og så ville i hvert fald det kongelige danske politi blive en kriminalassistent fattigere. Nemlig Jan Toft. Han var dumpet ned på lejlighedens kombinerede seng og sofa, og han havde ikke fået taget sig sammen til at lukke munden endnu. Juul havde aldrig før oplevet, at Toft under en afhøring ikke skriblede løs i sin lille lommebog. Han så umådelig dum ud.

- Som De jo selvfølgelig kan regne ud, så har vi snakket med Deres ven. Vil De fortælle os lidt om, hvorfor De flyttede fra ham?

- I tror da vel ikke, det er ham, der skød Kragelund, fordi han havde opdaget....? Det kunne han aldrig gøre.

- Fordi han havde opdaget ... hvad skulle han have opdaget, frk. Bangsbo?

Igen kneb hun munden sammen og rynkede panden. Sådan sad hun lidt. Ja, jeg siger ikke noget, hvis det er det, du venter på, tænkte Juul og kastede nok et blik på Toft. Han kunne efter alt at dømme ikke sige noget.

- Okay, sagde pigen så. Jeg havde et forhold til Kragelund ... og det var faktisk derfor, jeg flyttede væk.

Juul holdt stadig mund. Det var ofte en langt mere virkningsfuld taktik end at stille spørgsmål.

- Det kunne være, at I troede, at Jon havde opdaget det og derfor ville hævne sig på Kragelund...

Hun så opgivende ud. Juul så spørgende på hende.

- Kragelund forførte mig engang til en fest. Jeg var 19 år, og han virkede på én eller anden måde spændende ... der var noget ... ja, spændende ... ved at have en moden mand som elsker. Det var før jeg havde mødt Jon.

- Da jeg mødte ham, forsøgte jeg at gøre det forbi med Kragelund ... det var derfor jeg holdt op på Tirsdagsposten, men han blev ved med at forfølge mig.

- Til sidst truede han med, at han ville fortælle Jon om vores forhold, hvis ikke jeg gik i seng med ham. Det ville Jon slet ikke have kunnet klare ... han forgudede mig, anså mig for at være en ren engel. Derfor kunne jeg heller ikke holde ud at gå i seng med Jon ... jeg var led ved mig selv over at svigte hans tillid på den måde. Derfor flyttede jeg, men jeg skiftede ikke adresse i håb om, at Svend ... at Kragelund ikke kunne finde mig.

Juul fornemmede, at hun var færdig.

- Hvorfor tror De så ikke, at Jon kunne tænkes at ville hævne sig, hvis han fandt ud af, at det var Kragelund, der havde ødelagt jeres forhold?

Hun rystede på hovedet.

- Jon er slet ikke den type. Han ville vende det mod sig selv i stedet for ... synes, at det var ham, der ikke slog til, siden jeg foretrak en anden... Han ville bare gå i hundene igen, er jeg sikker på.

Der blev stille i det lille rum. Det var værtinden, der brød den igen.

- Puha, vi går tæt på i øjeblikket, hva?, sagde hun med et skævt smil.

- Trænger vi ikke til et eller andet? Jeg har et par øl og nogle sodavand i køleskabet, og jeg kan lave kaffe, hvis I vil ha' noget...?

- Øh, jeg vil da gerne have en øl, kom det ovre fra sofaen, og Juul nikkede.

Hun rejste sig og gik gennem den lille entre ud i køkkenet.

- Det er sgu ham alligevel, hviskede Toft, men Juul nåede ikke at svare, før Anne Katrine Bangsbo kom tilbage med tre øl.

- Der var ikke lige nogle rene glas, sagde hun undskyldende.

- Nåe, der er jo da glas udenom, sagde Toft muntert og grinede fjoget til hende, da hun rakte ham hans øl. Han er ved at være i form igen, konstaterede Juul.

Han følte, at han trods alt måtte have det hele med.

- Jeg kan forstå, at De selv var hjemme om aftenen den 26. i sidste måned...?

- Ja, jeg sad såmænd og løste en opgave fra Handelsskolen hele aftenen.

- Skrev De på den dér?, spurgte Juul og pegede over på en computer, der stod i et hjørne af værelset. For Juul at se, var den nøjagtig magen til den, Svend Kragelund havde haft på sit arbejdsværelse.

- Ja, det var en EDB-opgave, kan jeg huske ... så jeg både skrev og programmerede.

Juul holdt en lille pause.

- Frøken Bangsbo, en ...øh... kollega har fortalt mig, at sådan en computer helt automatisk føjer et tidspunkt og en dato til alt, der bliver skrevet på den. På den måde kunne vi jo snilt se, om De ...øh... husker rigtigt med hensyn til den aften, ikke?

Hun smilede, nikkede og rejste sig op.

Et par minutter senere var computeren tilsyneladende færdig med at varme op, og Anne Katrine Bangsbo slog igen imødekommende ud med armene.

- Vil du, eller skal jeg?, spurgte hun.

Juul tog et stykke papir frem. Han havde været nødt til at tage nogle notater, da han snakkede med Michael Back om formiddagen.

- Øh, det må De hellere, sagde han. Jeg kan forstå, at vi kan bede ... operativ-systemet ... om en ... fil-oversigt. Han var stadig nødt til kigge på sit papir, men han syntes selv, det lød ret professionelt.

Pigen satte sig og trykkede på et par knapper, og en længere liste rullede op over skærmen.

- Dér, sagde hun og pegede.

Juul læste linien højt.

- »OPGAVE.003 16.805 26-10-92 22.34«

Han holdt en lille pause.

- Og det betyder altså, at De har afsluttet arbejdet på Deres opgave, som De har kaldt OPGAVE.003, den 26. oktober klokken 22.34, er det rigtigt?

Hun nikkede.

- Og tallet dér, 16.805, det er et udtryk for størrelsen på det, De har skrevet...?

Endnu et venligt nik.

- Min kollega fortæller mig, at man ikke kan rette i den her liste selv ... at det kun er computeren, der kan lave den og sætte tider og dato på. Er det også rigtigt?

- Præcis, sagde hun. Er der mere, du vil se?

Henning Juul rystede på hovedet. Jan Toft sad med sin øl og lyste langt væk af fornøjelse over, at skønheden ved computeren altså ikke havde myrdet nogen.

- 22.34 ... det er tre minutter efter, toget kørte fra Skanderborg, sagde han henvendt til Juul. Hans stemme nærmest dirrede af begejstring.

Pigen gik de få skridt tilbage til sin instruktørstol, og Juul satte sig tungt på skrivebordsstolen foran computeren.

- Frøken Bangsbo, har De et sæt startkabler?

Det gav et sæt i Jan Toft. Hans ansigt skiftede fra jubel til dyb undren.

Pigen i instruktørstolen rynkede panden.

- Ja ... øh, hvorfor det?

- Hvor er de? Juul kunne skifte stil i løbet af et øjeblik. Nu kom spørgsmålet kort og kontant.

- De er nede i min bil ... i bagagerummet ... hvorfor spø'r du om det...?

Juul svarede ikke, men drejede sig hurtigt om mod computeren, kastede et blik på sin seddel, som han stadig havde i hånden, og skrev fire bogstaver efterfulgt af et tryk på linieskiftstasten. Både Toft og pigen rejste sig.

»Datoen er angivet til 29-10-92«, skrev computeren.

»Tid«, skrev Juul og trykkede hurtigt på linieskiftstasten efter nok en gang hurtigt at have konsulteret sin papirlap.

»Tiden er angivet til 22:03:49«.

Juul vendte sig langsomt mod de to andre. Han kiggede på sit armbåndsur.

- Ifølge mit ur er det i dag den 16.11. og klokken er 17.03.... Han talte langsomt.

- Deres computer er vist nogle dage bagefter, frøken Bangsbo...

- Og så er jeg i øvrigt nødt til at anholde Dem, sigtet for drabet på Svend Kragelund.