Lørdag, den 10. november, kl. 13.00

Det begyndte at regne igen, da han nærmede sig byen. Han drejede til venstre ad den nye ringvej. Der var ikke længere en sølvgrå BMW i hælene på ham, og det var lige før, han savnede den. Op ad bakken mod Brabrand kunne han skimte Center Vest og Gellerup-planen ude i regnen og længere oppe endnu tonede Bispeparkens gråt-i-gråt frem.

Det var som sædvanlig en smilende Jon Carlsen, der åbnede døren for ham. Han havde et skrig-rødt forklæde på.

- Hr. Juul! Han næsten grinede ordene frem. Kom dog indenfor. Skal vi kigge på tog igen?

Juul nikkede.
- Du skal hjælpe mig igen. Noget teknisk.

- Jeg er lige ved at bage en kage. Jeg får gæster i aften. Og jeg er altså nødt til at blive færdig, inden vi snakker. Jeg har allerede kommet bagepulver i. Du kan komme med ud i køkkenet ... jeg går og nipper til noget rødvin, mens jeg arbejder. Du kan få et glas med...

Det var længe siden, Juul havde drukket rødvin, men han luntede med ud i køkkenet. Mens han skænkede, sagde Jon Carlsen med en lille genert smil, at han var kommet så meget på afstand af sin druk-periode, at han igen kunne drikke vin for hyggens skyld.

Han brugte en maskine til at ælte dejen med, og da han tændte den, blev al samtale umulig. Juul tog sit glas og drev lidt rundt i lejligheden.

Sådan levede altså en ung ungkarl, tænkte han. Rødvin og kagebagning lørdag eftermiddag. På spisebordet i stuen stod en frisk buket blomster i en glasvase, og der var nye stearinlys i to stager på sofabordet. På den efterårsgrønne sofa lå to hvide satin-puder arrangeret i hver sit hjørne.

Juul nippede til sin rødvin. Han var ikke den store vinkender, men han kunne da smage, at det ikke var en helt billig vin.

Han lod blikket vandre i stuen og kunne ikke lade være med at sammenligne med sin egen. Nærmest i tanker løftede han to ens rudekuverter op fra reolen og kiggede på dem. De var adresseret til »Jonny Ole Carlsen« og »Anne Katrine Bangsbo«. I det samme kom hans vært ind fra køkkenet. Juul lagde kuverterne fra sig.

- Er det ikke tosset, grinede Jon Carlsen. Min pige ... ja altså hende jeg fortalte om ... hun studerer datalogi, og alligevel kan hun ikke finde ud af sin egen selvangivelse. Hun har ikke skiftet folkeregisteradresse, siden hun flyttede, så jeg får al hendes post fra kommunen og sådan noget. Ja, og så laver jeg altså hendes selvangivelse ... Og så fik du også opklaret, at jeg ikke hedder Jon med dansk »j«, men Jonny, sikkert opkaldt efter hovedpersonen i en amerikansk lægeroman...

- Og hvad var det så, jeg kunne gøre for dig? Han havde nøglen til det forbudte togværelse i hånden og holdt den spørgende i vejret.

Juul rystede på hovedet, men svarede ikke. Der var en eller anden association, som var smuttet ud af hovedet på ham i samme øjeblik, som Jon Carlsen var kommet ind i stuen. Et eller andet, som han skulle huske ... sige ... gøre. Nå, hvis det var vigtigt, kom det vel igen, som én, han kendte godt, altid havde sagt.

- Hvis nu man vil standse et tog, hvordan gør man så?, spurgte han uden indledning.

Jon Carlsen lagde hovedet lidt på skrå.
- Hvordan standse?

- OK, helt konkret. Kan det lade sig gøre at få et signal til at skifte til rødt ... på det forkerte tidspunkt altså, hvis du forstår...

Jon Carlsen nikkede.
- Jae, det kan man da sagtens. Det er ligesom på modelbanen. Man skal bare kortslutte skinnerne bag signalet, så det virker som om, der er et tog. Så skal det jo vise rødt. De bruger det rent faktisk i virkeligheden ... hvis der for eksempel er sket et uheld, og man skal have spærret et nabospor, fordi noget er væltet ud over det, eller der løber forvildede mennesker rundt på det ... det hedder såmænd kortslutningsstropper ... alle lokomotiver har et sæt.

Juul kom i tanker om, at han vitterlig havde set nogle ledninger med store klemmer i enderne hænge på lokomotivet natten i forvejen. Det lignede over-dimensionerede startkabler fra en bil, og Juul havde i sin naivitet troet, at det var just det, det var. I lokomotivudgave.

Juul kløede sig lidt i nakken. Han ville forsøge med det næste spørgsmål også.

- Og så noget andet med strøm ... men det ligger måske alligevel udenfor dit interesseområde...

Jon Carlsen så imødekommende ud, så Juul besluttede sig til at forsøge alligevel.

- Der er sådan nogle lysskilte i alle togvogne, der fortæller, om toilettet i vognen er optaget, er der ikke? Juul ventede på Carlsens nik.

- Hvordan tænder det? Eller omvendt, kan man være på toilettet uden, at det er tændt?

Carlsen nikkede igen og så ud som om, han tænkte sig om.

- Jeg ved det faktisk ikke helt sikkert, men det tænder i hvert fald, når man låser døren til WCet. Så hvis man ikke vil have det tændt, kan man bare lade være med at låse ... eller måske kan man sætte et stykke papir i klemme i låsen, så der ikke bliver kontakt...

Juul skyndte sig at sige tak og komme væk. Han var ikke indstillet på at forklare den unge Carlsen, hvorfor han stillede alle de spørgsmål, og på et eller andet tidspunkt måtte Carlsen da begynde at undre sig...

På vej ud gennem entreen slog det Henning Juul, hvor længe det var siden, duften af frisk bagværk havde kildret ham i næsen.

Lørdag, den 10. november, kl. 19.30

Henning Juul sad i sit køkken med benene oppe på bordet. Tallerkenen med de snart obligatoriske to spejlæg stod stadig ved siden af ham, men letmælken var skiftet ud med rødvin.

Juul havde været på jagt i sine gemmer. Han var sikker på, at der ét eller andet sted gemte sig en flaske, og han havde haft ret. »Fra Lene« havde nogen skrevet med kuglepen på etiketten. Denne »nogen« var ham selv.

Den måtte være mindst fire år gammel, men mon ikke den bare blev bedre af det, havde Juul tænkt. Og havde igen haft ret. Den smagte fortrinligt. Han havde bemærket sig, at det var Mortensaften, og glædet sig over, at selv om den ikke stod på and, ja så havde han da haft rødvinen.

Lige siden besøget hos Jon Carlsen havde han spekuleret på sin tilværelse som ungkarl, og han havde også med stigende irritation ledt i sit hoved efter den association, der var blevet væk. Nu sad han med lukkede øjne og prøvede at gennemgå, hvad han havde set og gjort, før den forsvandt. Men lige meget hjalp det.

Han rejste sig op og tog sit vinglas. Måske hjalp det at gå lidt rundt med glasset, sådan som han havde gjort det hos Carlsen. For sit indre øje så han Carlsens stue, blomsterne på spisebordet, lysene på sofabordet, sofaen, puderne ... to rudekuverter.

»Jonny Ole Carlsen«. »Anne Katrine Bangsbo«! Dér var den. Han havde set dét navn før. Men hvor? Juul rynkede brynene og tog en ordentlig slurk rødvin. Så gik han hen til telefonen og drejede nummeret til Gården.

- Det er Juul. Gi' mig vagthavende.

Han bad den vagthavende kigge efter en Anne Katrine Bangsbo i kriminalregisteret. Måske var han stødt på hende i en tidligere sag. Minuttet efter meddelte vagthavende, at hun ikke var at finde i K.R. Men han havde slået hende efter i folkeregisteret.

- Hun bor Bispeparken 99, 2. sal til venstre, sagde han. Cpr 010469-1244. Er der mere du vil vide?

Juul sagde pænt nej tak og lagde røret på. 0104...? 1. april, måske var hun en aprilsnar, noget han bildte sig ind?

Han havde stor lyst til at ringe til Jan Toft eller en anden af sine kolleger for at spørge, om navnet sagde dem noget, men han lod være.

Prøv nu for fanden at holde weekend, sagde han til sig selv.