Mandag, den 12. november, kl. 19.05

Jan Toft havde kigget misbilligende på sin chef, da denne var taget af sted med journalisten. Men Michael Back havde brugt al sin overtalelsesevne til at få Juul til at tage sig med ud på Golfbakken, så han kunne kigge på Kragelunds computer én gang til.

De kørte i Backs BMW. Juul havde bemærket, at Back havde haft meget travlt med at dække et eller andet til, som lå på hylden under rattet, men han spurgte ikke om noget. Så slap han for en ubehagelig situation, hvis det var det, han gættede på.

Det var en offentlig hemmelighed, at mange journalister havde radioer, der kunne modtage politiets frekvenser - radioer nøjagtig magen til dem, der for eksem-pel var blevet fundet hos den såkaldte Blekingegade-bande, som blev dømt for et stort postrøveri. Netop radioerne havde pressen brugt til at udnævne bandens medlemmer til de rene terrorister. Og journalisterne måtte jo vide, hvad de talte om....

Juul havde fået nøglen af Niels Berg, som havde været den sidste, der forlod villaen på Golfbakken. Han havde vurderet, at det ikke var nødvendigt at forsegle huset, så Juul og Back kunne uden videre låse sig ind.

Det voldte dem nogen kvaler at famle sig vej gennem det tæt møblerede hus i mørke, fordi de havde svært ved at finde kontakterne rundt om i huset. I arbejdsværelset sad den lige inden for døren, og samme sted kunne Juul tænde for computeren, som han havde slukket dér et par timer tidligere.

- Skal jeg ikke bare kigge, spurgte Back. Der er vel ingen grund til, at jeg forklarer dig det hele...?

Juul rystede på hovedet. Nej, det ville sikkert tage hele natten, hvis Michael Back skulle få ham til at fatte bare lidt af, hvad der foregik inde i sådan et dyr. Juul gik ind i stuen og fandt en spisebordsstol, som han slæbte med sig ind i arbejdsværelset. Han satte sig omvendt på den og lagde hagen mod ryglænet. Han var træt.

Der gik ikke mange minutter, før Michael Back første gang udbrød 'Det var satans', og udbruddet blev fulgt af et par lignende umiddelbart efter. Samtidig gjorde han flittigt brug af blok og kuglepen.

Så svingede han stolen rundt.
- Vil du høre noget meget, meget interessant?, spurgte han med eftertryk.

Juul nikkede.

- Én eller anden har været inde i computeren via modem'et, efter Kragelund var død ... faktisk samme nat, som han blev myrdet, sagde Back meget langsomt. Og ved du, hvad denne én eller anden har gjort? Han har tilsyneladende rettet i listen over skyldnere!

Juul sad et øjeblik uden at sige noget.

- Hvordan ser du det?, spurgte han så.

- På to måder. For det første holder sådan en maskine her altid regnskab med, hvornår tingene i den bliver skrevet og rettet. Det svarer til, at du sikkert også sætter dato og klokkeslæt på alle dine rapporter - hvis du skrev dem på computer, kunne den gøre det for dig...

- Man har ingen som helst indflydelse på denne tidsstempling selv, bortset fra, at man jo skal sørge for, at computerens ur går rigtigt. Det går ved hjælp af et lille batteri, og jeg har lige checket det her ... det går rigtigt og viser den korrekte dato...

- På den liste, vi fandt, er dato og tid sat til den 27. oktober kl. 02.11. Det lægger jeg først mærke til nu ... Og da havde Kragelund været død i tre en halv time, ikke? ... han blev skudt den 26. ved halv 11-tiden om aftenen, ikke?

Juul nikkede. Kragelund selv kunne på ingen måde have rettet noget som helst i sin computer lørdag morgen klokken 02.11. Udelukket.

- For det andet, fortsatte Back, så holder programmet, som bruges til at kommunikere med, øje med, hvem der ringer op, og hvornår det sker .... Jeg kan se, at nogen har ringet den 27. klokken 02.05 og har afbrudt igen klokken 02.13...

- Denne »nogen« er altså den, som har rettet i listen klokken 02.11 og afbrudt forbindelsen to minutter senere.

Juul rystede langsomt på hovedet. Det blev værre og værre.

- Sagde du, at programmet holdt øje med, hvem der ringede?
Back nikkede og smilede.

- Du forstår det jo alligevel godt, gør du ... Ja, det sagde jeg, men denne »nogen« har præsenteret sig som Kragelund selv, så det hjælper os ikke meget. Kragelund var ret sløset med sikkerheden ... det var også derfor, jeg kunne komme ind. Jeg var også i stand til at bilde computeren ind, at jeg var Kragelund.

- Kan du se, hvad der er rettet i listen?

Michael Back rystede på hovedet.

- Jeg kan kun se, at listen er blevet hentet ud af maskinen og lagt ind igen. Vedkommende har altså så at sige lånt listen og rettet den på sin egen computer.

Juul rejste sig op og stillede sig med ryggen til Back. Det krævede al hans tankevirksomhed.

- Ville Fru Kragelund ikke høre, når nogen ringer?

- Det tror jeg ikke. Der er, så vidt jeg kan se, ikke sluttet noget telefonapparat til linien, som computeren bruger. Det er sikkert en ekstra linie, som Kragelund har oprettet specielt til det her. Og et modem ringer ikke, det giver bare et klik og en hyletone fra sig.

Inden Juul var klar med sit næste spørgsmål, fortsatte Back.

- Kan du klare lidt mere?

Juul stod stadig med ryggen til, men nikkede.

- Nogen har også været i gang på computeren for at par dage siden.

- Kan du huske, jeg sagde, at fru Kragelund sikkert havde slukket? Du har ret ... det havde hun ikke ... men denne hr. »Nogen«, som altså kender Kragelunds kode, har sørget for at lukke kommunikationsprogrammet, så det ikke kan modtage flere opkald.

- Det skete onsdag, den 7. Det var derfor, jeg troede, at computeren var blevet slukket. Til gengæld er der tilsyneladende ikke sket andet ved den lejlighed, ingen rettelser i noget.

Der var stille et øjeblik.

Det var journalisten, der brød tavsheden.

- Din morder har med garanti fjernet sig selv fra Kragelunds lister, men først efter at have myrdet Kragelund, så han ikke blev opdaget...

Juul sukkede. Han havde fattet det.

I dagevis havde en horde af politifolk ledt efter én, der havde sit navn på Kragelunds lister. Nu så det ud til, at det netop var én, der ikke var på listen, de skulle have fat i.

Der stod 193 mennesker på listen. Altså var der ca. 4.999.807 danskere, der ikke gjorde det....

På den anden side. Hvis det var morderen, der havde ringet til Kragelunds computer den nat, så kunne han se bort fra yderligere 11, nemlig alle dem, der var med toget. De havde alle befundet sig på politigården lørdag den 27. klokken 02.11, og dér var der bestemt ingen adgang til en computer, der kunne kommunikere med Kragelunds.

Så var spørgsmålet bare, hvor mange af de resterende 4.999.796, der kendte så meget til EDB-verdenen, at de kunne gøre det, som Michael Back beskrev.

Mandag, den 12. november kl. 21.00

Det var første gang i tre år, Juul havde besøg hjemme. Bortset, altså, fra rent tjenesteligt, når en underordnet havde været der for at aflevere eller hente noget. Og ved de lejligheder havde Juul aldrig tilladt en egentlig indtrængen på sine enemærker. Alt foregik gennem en halvt åbnet hoveddør.

Back havde tilbudt at køre Juul hjem og havde lovet at vente én dag med at skrive i avisen, hvad han vidste, men ellers havde han understreget, at det var en »fandens god historie«, som skulle skrives.

Det meste af vejen fra Skåde til Kongsvang havde Back underholdt med computersnak. Juul havde stort set vendt det døve øre til, men pludselig havde Back sagt noget, der fangede.

- ...og så er den jo en god og tålmodig modstander, når man vil ha' sig et parti skak.

- Hva', havde Juul spurgt, og det havde sikkert lydt overmåde begavet, tænkte han.

Det kom lidt bag på Juul, at en almindelig computer kunne spille skak og måske endnu mere bag på ham, at journalisten dér bag rattet rent faktisk også kunne. Selv om han påstod, at det var på et meget lavt niveau.

Det havde på én eller anden måde noget med rødvin og kagebagning om lørdagen at gøre, at Juul inviterede Michael Back med op. Han gjorde en del ud af at undskylde, hvordan der så ud i hans lejlighed, men knap var de indenfor, før Back bekendtgjorde, at det bestemt ikke var værre end hjemme hos ham.

- Jeg er ungkarl, skal jeg sige dig. Min kone fik nok af mig ... for meget arbejde og for meget computersnak. Og vi havde ingen børn, der kunne holde os sammen. Og jeg tror faktisk, hun gjorde det rigtige....

Den sidste sætning nåede Juul ude i køkkenet, hvor han gravede to øl frem fra køleskabet. I løbet af to-tre minutter og to-tre sætninger havde han fået mere at vide om denne journalist, end han vidste om sine kolleger efter års samarbejde. Han stod lidt med øllerne i hånden. Var han nu nødt til selv at fortælle ligeså meget?

Henning Juul vandt uden besvær det første parti, og han nød af mere end én grund, at Back spillede skak som ham selv, nemlig uden unødig snak.

Efter 17 træk og godt 20 minutters spil gav Back op.

- Du er ikke så lidt bedre end mig, tror jeg, sagde han. Det kan være, jeg skal have lidt mere gang i computeren derhjemme...

Pilsnerne var gledet ned, og Juul tilbød at hente et par stykker til. Back rystede på hovedet.

- Jeg skal jo køre, sagde han med et skævt smil.

- Fortæl mig hellere, hvem du tror, der slog Kragelund ihjel.

Henning Juul rystede på hovedet. Han havde en klar fornemmelse af, at han var kommet meget tættere på denne Back, end han nogensinde havde drømt om, han kunne, men han satte stadig grænsen ved at diskutere mistænkte i en mordsag. I det hele taget at tale om sit arbejde.

Tirsdag, den 13. november, kl. 08.00

- Vi skal have fundet Anne Katrine Bangsbo.

Juul følte det, som om han havde meget mere energi denne morgen, end han plejede at have.

- Vi kan selvfølgelig spørge Jon Carlsen, men jeg vil nødig have, han begynder at tænke for meget ... vi har brugt ham nok.

Han havde fortalt de andre om navnet, som fandtes både på rudekuverten hjemme hos Carlsen og på listen over nuværende og tidligere medarbejdere på Tirsdagsposten. Han havde også skåret ud i pap, at hun lige nu var den eneste, som efter hvad de vidste, både kendte Kragelund, sikkert havde forstand på EDB og ikke stod på de famøse skyldner-lister.

Og han havde indrømmet, at hun var et halmstrå at klamre sig til - de havde overhovedet ikke noget på hende i øvrigt.

- Find ud af hvor mange steder, man kan studere datalogi og spørg dem, om de har hende indskrevet.

Selv greb han telefonen og drejede nummeret til Tirsdagspostens redaktion. Per Sørensen var på sit kontor og ja, han havde tid til at snakke lidt. Hva' med halv ti?