Onsdag, den 14. november, kl. 17.10

- Anne Katrine...!? Hvorfor vil I vide noget om hende?

Den stod nok engang på overarbejde for Juul og Toft. Jon Carlsen havde ikke været til at opdrive før ved fire-tiden, men han havde med sædvanlig høflighed intet imod at aflægge politigården et besøg.

Deres første spørgsmål overraskede ham imidlertid tydeligvis.

- Lad mig være helt ærlig, sagde Juul indtrængende, hvilket som regel betød, at han var nødt til at lyve lidt.

- Vi er lidt ude at svømme i den her sag, og lige nu går vi ikke efter noget bestemt spor, men er i gang med at kigge nærmere på alle, som bare periferisk har haft noget med Svend Kragelund at gøre.

Jon Carlsen så stadig mystificeret ud. Så lyste han op.

- Nåe, I mener ... jeg har haft noget med Kragelund at gøre, og jeg har noget med hende at gøre ... og så...

Juul afbrød ham. Også for at være sikker på, at Jan Toft ikke dummede sig.

- Ved du, hvad din kæreste lavede, da I mødte hinanden?

- Næe, hun havde sådan et fritids-job et eller andet sted, men jeg ved ikke hvor. Hun kvittede det vist kort tid efter ... jeg tror, hun mente, at det var en fuldtids-opgave at redde mig.

Jon Carlsen holdt en lille pause.

-... og det var det vist også.

- Studerende hun EDB allerede dengang?

Carlsen rystede på hovedet.

- Nej, jeg tror faktisk, at hendes interesse for den slags stammer fra det dér job, som jeg altså ikke rigtig ved, hvad var.

- Når hun interesserer sig for sådan noget med teknik, så havde du vel én at dele din modeltogs-interesse med?

- Nix, hun accepterede det meget flot, men ellers var hun komplet ligeglad. Hun kunne sommetider stå og kigge på, hvad jeg lavede, men jeg tror ikke, at hun nogensinde begreb, hvorfor jeg synes, det er sjovt, eller hvad det egentlig gik ud på.

- Du har sagt noget om, at hun var rig, og at det blandt andet var derfor, I ikke kunne sammen?

- Måske. Jeg aner ikke, hvor mange penge, hun har eller havde, men hun kunne i hvert fald betale min gæld til Kragelund sådan lige uden videre og så oven i købet droppe sit job samtidig.

- Fik du pengene af hende uden videre?

- Næe, jeg så aldrig de penge. Hun sagde bare en dag, at hun havde klaret det, og at jeg ikke behøvede at bekymre mig om dét længere. Og det passede ... jeg hørte aldrig noget til Kragelund siden.

- Hvor længe boede I så sammen?

Jon Carlsen tænkte sig tilsyneladende lidt om.

- Lad mig se ... Vi mødte hinanden i maj 89 ... jeg tror, vi flyttede sammen et par måneder senere ... vi fik den lejlighed, jeg bor i nu ... og så holdt det vel et års tid.

- I må jo huske på, tilføjede han med et lille smil, at jeg ikke tænkte så klart dengang ... derfor kniber det nok lidt med at huske...

- Kan du måske fortælle lidt mere om, hvorfor I holdt op med at komme sammen?

- Tjae... Jeg ved det faktisk ikke rigtig ... jeg syntes hun blev lidt underlig, dér, da vi havde kommet samme i et års tid. Hun ville ikke rigtig ...

Han standsede brat og kiggede fra den ene til de anden. Han var rød i kinderne.

- Det er ikke så nemt at snakke om, det her...

Juul nikkede.

- Det kan jeg godt forstå. Ville det hjælpe, hvis én af os gik udenfor...?

Carlsen sad lidt. Så rystede han på hovedet.

- Nej, skidt med det.... altså, det var lissom, hun ikke ville have noget med mig at gøre, seksuelt altså, men samtidig sagde hun, at hun stadig elskede mig ... at hun bare havde nogle problemer. Vi fik aldrig rigtig snakket om det.

- På et tidspunkt sagde hun, at hun havde brug for at komme lidt væk. Jeg regnede med, at det betød væk fra mig, men jeg har på fornemmelsen, at der måske også var noget andet ... jeg ved det ikke. Vi har aldrig ... eller jeg har aldrig været særlig god til at snakke om personlige problemer. Det var ikke rigtig noget, vi gjorde derhjemme.

- Og så var der det dér med pengene ... jeg har aldrig kunnet få mig til at forlange noget af hende efter det, hun gjorde for mig dengang ...

Juul fandt, at tiden var inde til at skifte emne.

- Har ... øh ... din kæreste en bil?

Den unge mand slog en høj, befriet latter op.

- Ja, det kan man godt sige. En gammel kasse, som knap kan hænge sammen. Hun er af den type, der ikke mener, det er nødvendigt at gøre andet ved en bil end at fylde benzin på ... jeg tror ikke, hun aner, om motoren sidder foran eller bagi.

- Kender du hendes forældre?

- Næe, ikke sådan rigtig. Hendes far døde for et års tid siden ... lidt mindre måske. Det tog meget hårdt på hende. Hendes forældre er begge to ret gamle ... hun er sådan en slags efternøler, tror jeg.

- Der var noget med, at faren ikke kunne få en plejehjemsplads, og så blev han vist så senil til sidst, at han vadede lige ud foran en bil og blev dræbt på stedet.

- Anne Katrine var rasende og beskyldte kommunen for at have slået ham ihjel, fordi de ikke havde skaffet ham den plejehjemsplads. Hun havde kæmpet længe med dem for at skaffe ham én.

- Anne Katrine er altid så omsorgsfuld overfor andre, næsten sukkede Jon Carlsen.

- Jeg tror, hendes mor bor i en eller anden slags ældrebolig nu, men jeg nåede aldrig at møde hende, og jeg ved ikke hvor.

Juul lagde an til at sige pænt farvel og tak.

- Vil I slet ikke vide, hvor Anne Katrine bor, spurgte Jon Carlsen med dyb undren i stemmen.

- Øh, jo ... selvfølgelig, hvordan kunne jeg dog glemme det...

Sagde Juul og stillede sig selv det samme spørgsmål. Du er vist ved at blive gammel, Henning, dit fjols, tænkte han, mens han på skrømt noterede den adresse Carlsen opgav.

Den afveg ikke fra, hvad de vidste i forvejen.

- Prøv, om du kan finde moren, sukkede Juul, da han og Jan Toft var alene igen. Der kan ikke være så mange Bangsbo'er i folkeregisteret.

Torsdag, den 15. november, kl. 10.00

- Jeg tror, vi skal en tur til Esbjerg!

Jan Toft så kendeligt oplivet ud, da han på vanlig vis entrede Henning Juuls kontor på en måde, der fik Juuls hjerte til at springe en takt eller to over.

- Fru Bangsbo er en elskelig gammel dame. Vi havde en lang, hyggelig snak. Hun holder meget af sin datter, men hun kunne absolut ikke forstå, hvorfor datteren partout ville have et sæt startkabler til sin bil i fødselsdagsgave...

Toft så triumferende på sin chef. Juul kneb øjnene lidt sammen.

- ... startkabler...? Det er vel ikke ulovligt ... især ikke, hvis man har en gammel bil...

- ... og ikke aner, hvor motoren sidder...? Jan Toft gjorde Juuls sætning færdig. Hva' nu hvis man bruger dem til at kortslutte jernbaneskinner med i stedet for?

Juul var langt fra overbevist. Han kiggede efter i rapportbunken. Han mente at kunne huske, at det var mere end et halvt år siden, Anne Katrine havde haft fødselsdag. Nåe, ja, det var hende aprilsnaren.

Igen gjorde køreturen mod syd ham i godt humør. Han måtte altså til at færdes lidt mere ude i det fri, prøvede han at overbevise sig selv om.

Jan Toft havde ærgret sig, da Juul ikke med det samme købte ideen om startkablerne, men Juul havde nu heller ikke indrømmet overfor ham, at det netop var startkabler, han var kørt ud for at kigge efter. Da hundene havde været i gang langs banen, var det en pistol, de snusede efter, og skulle én af dem have støvet et sæt startkabler op under en bro, var der vel ingen af hundeførerne, der havde reageret, mon...?

Denne gang parkerede han på det lige stykke før broen. Det var ikke til at komme ned på sporene fra den nordlige side, så han fulgte sin rute fra i lørdags. Ned ad grusstien, over trinene der, hvor stien drejede, et hop over grøften og så tværs over begge spor.

Bortset fra mælkekartoner, plastic og noget, der mest af alt lignede brugt toiletpapir, fandt han intet på de omkring 100 meter fra signalet og hen til broen. Han fortsatte ind under den. Hans skridt i sten-ballasten gav genlyd under broens buede betonloft. Da han kom ud igen på den nordre side, kiggede han sig om. Her var der tæt krat på begge sider af sporene, og grøften ved siden af ham var næsten tilgroet.

Alligevel var han mere heldig, end han syntes, han havde lov til at være. Under nogle brændenælder kunne han skimte et kabel af en slags. Han vægrede sig ved at stikke hånden ned efter det og kiggede sig om efter en pind eller sådan noget at rode det frem med. I stedet fik han øje på en lang, kraftig snor, som han nærmest stod og trådte på. Han hev i snoren ... og kablet fra grøften fulgte med op.

Torsdag, den 15. november, kl. 15.40

- Vi kan ikke fortælle dig noget. Stemmen i telefonen lød forretningsmæssig.

- Det er et standard startkabel, som man kan købe i enhver butik med biludstyr ... det er hverken særlig nyt eller særlig gammelt, og der er ingen fingeraftryk på det. Jeg kan ikke afgøre, om det er, fordi de er fjernet, eller fordi det har ligget i grøften. Men det har nu ikke ligget der så forfærdelig længe, for det er først lige begyndt at ruste på håndtagene.

Juul sad lidt og tænkte over oplysningerne fra teknisk afdeling. De gav ham hverken mere eller mindre ... bortset, at han nu kunne være ret sikker på, at hans spekulationer om forløbet af Re3165s tur fra Skanderborg var ret præcise. Med mindre nogen tilfældigvis var blevet træt af det ene af sine startkabler og havde kastet det ud over den bro for nylig.