Lørdag, den 10. november, kl. 11.30

Rute 170, hed den nu, den som stort set alle stadig kaldte hovedvej 10, skønt motorvejen for længst havde overtaget værdigheden og i øvrigt siden havde fået nyt nummer hele to gange.

Det var strålende sol, for første gang i umindelige tider, syntes Juul, og det var lige før, køreturen mod syd fik ham i helt godt humør. Han havde nøje studeret sit kort hjemmefra og var ret sikker på, hvor han skulle dreje fra for at komme over banen på den bro, som han havde skimtet i projektørlyset fra lokomotivet natten før.

10 minutter senere holdt han der. Fra hovedvejen skulle han kun nogle få hundrede meter til højre, så gik det opad, og pludselig var han midt på den smalle bro og kunne kigge ned på skinnerne. Vel 100 meter mod syd kunne han se bagsiden af signalet. AM 2908. Der havde hans rekonstruerede Re 3165 holdt for 12 timer siden, og der havde det rigtige Re 3165 holdt to uger tidligere.

Han fortsatte over broen og rundt i et skarpt højresving. Umiddelbart efter svinget holdt han stille. Fra bilen kunne han kigge ud over motorvejen, hvor trafikken hastede af sted. I den skarpe efterårssol så det ud som om, vejen lå lige foran ham, men efter kortet at dømme var der mindst en kilometer derover. End ikke, da han steg ud af bilen, kunne han høre noget derovre fra, og de tunge lastbiler så nærmest spøgelsesagtige ud, som de kørte dér helt uden støj og tilsyneladende uden mål.

Henning Juul gik tilbage mod broen. Midt på den stillede han sig op for at overskue sceneriet. Som fire blanke bånd løb skinnerne under ham. Fra syd mod nord - fra nord mod syd. På den østlige side af banen rejste sig en stejl og tæt bevokset skråning, hvorimod banelinien mod vest kun blev afgrænset af en grøft og en enkelt række træer. Bag træerne løb en grusbelagt sti parallelt med banen. På begge sider var DSBs areal afgrænset af det sædvanlige hegn - tre rækker tråd på groft tilhuggede pæle, vel ikke over en meter højt. Juul fulgte hegnet med øjnene på den vestlige side af sporene. Så gik han ned fra broen mod vest og slog ind på grusstien.

Den så nyanlagt ud og fulgte i virkeligheden kun banen over en strækning på godt og vel 100 meter. Så drejede den bort fra banen og ind imellem to rækker kolonihavehuse. Henning Juuls blik fangede en detalje. Lige dér, hvor stien drejede, havde nogen placeret et par trin over trådhegnet ind mod banelinien. Sikkert DSB selv, for stien var, bortset fra selv banen, den eneste mulighed, hvis man skulle ned til signalet, som stod lige overfor. Og Henning Juul gættede på, at det ligesom hjemme hos ham selv var nødvendigt at skifte en pære i ny og næ.

Henning Juul trådte prøvende op på trinene. Det var ingen sag at passere hegnet på den måde. Som han stod dér, var signalet, som havde standset 3165, ca. 20 meter nord for ham.

Juul havde stadig ét af færdelskollegernes stopure i lommen. Han fortsatte over hegnet og hoppede over grøften, som kun var omkring en halv meter bred, videre over det sydgående spor, til han stod mellem dét og det nordgående. Han gættede på, at det ret præcist var her, han var landet, da han i nat hoppede ud af det holdende tog for at gå op til lokomotivet.

Han så sig for til højre og venstre. Der var ikke nogen tog at se. Så trykkede han på knappen øverst på stopuret.

Ét minut og fire sekunder senere stod han midt på broen og spekulerede på, hvad han kunne bruge dén viden til. Han havde en fornemmelse, men han kunne ikke få det hele på plads. Endnu. Så gik han tilbage til sin bil.

Juul startede og forsøgte at vende på den smalle vej, hvilket ikke var let. Han bandede halvhøjt over, at politiets tjenestevogne absolut skulle være sådan nogle store kasser, da han ud af øjenkrogen så en lys bil komme drønende rundt i det skarpe sving lige efter broen. Juul kastede sig instinktivt ned på passagersædet, men braget udeblev.

Først da hvinet fra den andens opbremsning havde lagt sig, rejste Juul sig op. Der var ikke tre centimeter mellem den sølvgrå BMWs nummerplade og Juuls fordør. Hans hjerte slog i mere end dobbelt takt, da han vovede at se op mod den anden bils fører.

Han lukkede øjnene og sukkede dybt, da han havde kigget et sekund eller to på Michael Back.

Da Back havde kørt sin BMW så langt baglæns, at døren i den mørkeblå Scorpio kunne åbnes, pegede Juul på bedste politimanér og med rynkede bryn mod det byzoneskilt med rød streg over, som Back endnu ikke havde passeret, og Back gjorde på sin side opmærksom på det stærkt uhensigtsmæssige i at holde på tværs af vejen lige bag et sving.

Det var befriende at grine af hele situationen, og Juul mærkede til sin egen forbløffelse, at han rakte ud og daskede den anden venskabeligt på skulderen.

- Hvad laver du egentlig her?, spurgte Juul, da hjerterytmen var kommet ned på det nogenlunde normale igen.

- Sikkert det samme som dig....

- Var det dig oppe på broen i nat ... da vi holdt dernede? Juul gjorde et kast i retning af jernbanesporene.

Michael Back nikkede.

- Hvorfor fortalte du mig ikke om rekonstruktionen? Måske kunne en omtale i avisen have hjulpet dig.

Juul rystede på hovedet.

- Tænk dig om. Det her er ikke en almindelig rekonstruktion som dem, de har i fjernsynet ... hvor meningen er, at nogen skal komme i tanker om, at de har set et eller andet. Vi har jo allerede alle, som kan have set noget.

Og dog, tænkte han. Hvis der var noget om det, han troede, så kunne nogen....

- Men du siger noget. Måske får jeg brug for dig alligevel. Om et par dage. Jeg skal nok ringe ... Gider du lige flytte din bil? Den holder ulovligt parkeret i et sving...

Juul snoede Scorpioen udenom Backs BMW, op over broen og ned på den anden side. Han fandt stopuret frem nok engang.

På vej mod Skanderborg så han i bakspejlet, at Michael Back fulgte efter ham, men det generede ham egentlig ikke.

Fra han havde holdt på broen, til han slukkede motoren på parkeringspladsen udenfor jernbanestationen i Skanderborg, havde stopurets visere tikket i ni minutter og 35 sekunder. Juul skrev tiden op på blokken, der hang i forruden, ved siden af tiden for løbeturen ude ved broen. Michael Back holdt igen ulovligt parkeret, denne gang ovre på den anden side af gaden, og Juul løftede armen til en munter hilsen, da han passerede ham på vej mod nord.