Søndag, den 11. november, kl. 10.00

Anne Katrine Bangsbo havde spøgt i Juuls drømme om natten. Han havde sovet uroligt og havde været oppe flere gange - bl.a. for at berolige sin mave med nogle anti-syre-piller. Jeg drikker for lidt rødvin, havde han konkluderet. Maven kan slet ikke klare det. Den må på tilvænningskur.

Helt uvant havde han bevæget sig ned til bageren allerede klokken 9, da han alligevel ikke kunne sove længere og investeret i to spanske rundstykker, en liter mælk, en pakke smør og en snegl.

Her en time senere havde maven det faktisk helt godt, selvom der var gledet et par kopper kaffe ned sammen med rundstykkerne og mælken. En snegl havde han ikke spist i årevis.

Anne Katrine Bangsbo.

Juul tog en rask beslutning. Han var efterhånden sikker på, at dét navn stod et eller andet sted i de mange rapporter han havde læst i forbindelse med Kragelund-sagen. I en afhøringsrapport eller et andet sted.

Nu ville han finde ud af hvor. Og nok misundte han Jon Carlsen hans ungkarle-tilværelse, men ingen skulle nu få ham i gang med at bage kager - så hellere en stak rapporter sådan en småkedelig søndag.

Mandag, den 12. november, kl. 08.00

Juul havde ikke fundet navnet i nogen af rapporterne. Han refererede lørdagens og søndagens forløb for de andre, og afsluttede med at fortælle om sin association, da han så navnet »Anne Katrine Bangsbo« på kuverten hos Jon Carlsen.

- Siger det jer noget?

Toft, Nielsen, Berg og Grønlund rystede på hovedet.

- Nå, men gennemlæsningen af rapporterne gav i øvrigt heller ikke noget nyt. Har vi nogen hængepartier?

Toft nikkede.

- To. Du ved, de fem fra Kragelunds liste, som jeg ikke kun finde...? Det viser sig, at de alle sammen er flyttet til udlandet... Han trak spørgende på skuldrene.

Juuls tanker var et andet sted, og han nikkede bare. De fem blev sidste udvej, når alle andre muligheder var helt udtømte.

Toft fortsatte.
- Og så har ham dér, som havde vagt på fjernstyringscentralen den aften, ringet .... Niels Jacobsen, hed han ... Du snakkede med ham forleden dag...

Juul nikkede.
- Hvad ville han?

- Han havde snakket med noget, han kaldte signaltjenesten ... og de kendte ikke til nogen fejl på det dér signal ... AM 2908.

Endnu et nik fra Juul.

- Hans, hent os noget kaffe, så gennemgår vi det hele.

Henning Juul tog hele rapportbunken under armen - de lånte mødebordet på kriminalinspektørens kontor og satte sig med hver sit plastickrus med kantinekaffe. Henning Juul sagde det meste, de andre supplerede.

Det viste sig, at der var mindst ét hængeparti mere.

- Vi fandt aldrig ud af det der med logerne, gjorde vi?, spurgte Juul.

Ingen svarede ham. Men det var også ligegyldigt nu, blev de enige om. Kragelund havde løjet for konen - der var ingen loge-kortspil om fredagen. Det vidste de da i hvert fald.

Da de rene kendsgerninger var gennemgået, sprang Juul ud i spekulationerne.

- Vi ved nu, at det teknisk kan lade sig gøre at standse et tog ved et bestemt signal. Det kan lade sig gøre at gemme sig for togføreren - for eksempel på WCet - og det kan lade sig gøre at hoppe ud af toget, når det holder stille foran signalet.

- Der kan være sket følgende. Juul havde ligget vågen meget af natten og tænkt teorien igennem. Den holdt et stykke hen ad vejen, men ikke helt igennem, syntes han.

Med udgangspunkt i sine tidtagninger både i toget og ude ved broen havde han regnet ud, at drabsmanden kunne have placeret en eller anden form for kortslutning bag AM 2908, efter at det sidste tog før Re 3165 havde passeret, og alligevel mageligt nå at køre i bil til stationen i Skanderborg og stige på tog 3165. Han kunne så gemme sig på WCet i 1. klassesvognen og myrde Svend Kragelund i de minutter, der gik, fra togfører Birgitte Meyer kom forbi Kragelunds kupé første gang, til hun kom forbi igen.

Det kunne altså passe med, at toget var standset ved AM 2908, inden Birgitte Meyer kom tilbage, drabsmanden var hoppet ud, havde fjernet sin kortslutning, og lokomotivfører John Andersen havde startet toget igen. Det ville rent teknisk også forklare, at John Andersen havde set to grønne lys i signalet i stedet for ét, som ville være det logiske, hvis der havde kørt et tog foran ham.

- Og hvorfor synes du så ikke, at den holder?, ville Jan Toft vide. Jeg synes sgu, det lyder meget godt.

Juul nikkede.

- To ting, sagde han. For det første, ville det kræve et indgående kendskab til tog-teknik, og for det andet ... hvem fanden kunne vide, at Svend Kragelund var med det tog?

De sad lidt uden at sige noget.

- Kun én, sagde Jan Toft så. Ham der Ole i Vejle, ham, som Kragelund havde hentet penge hos.

Jan Toft begyndte at rode i rapportbunken. Han fandt telefaxen fra Vejle.

- Ole Berggren, Østergade 6, Vejle ... måske skulle vi aflægge ham en visit trods alt...? Toft så spørgende over på Henning Juul.

- Ville han ikke have taget de 25.000 igen?, spurgte Niels Berg ud i luften.

Før Juul kunne nå at svare noget, var Jan Toft der.

- Kan du ikke se det - han lod dem netop være, fordi vi tænker på den måde.

Mandag, den 12. november, kl. 15.00

Henning Juul havde ringet til sin kommissær-kollega i Vejle og bedt ham eller hans folk finde ud af noget mere om denne Ole Berggren, og da svaret kom nogle timer senere, havde han orienteret om, at han og Jan Toft ville bevæge sig ind på deres enemærker for at afhøre ham. Det var der ingen problemer i.

Inden Juul og Jan Toft var kørt hjemmefra, havde Juul sat de tre andre til at tyre rapporterne igennem nok engang. Han ville finde Anne Katrine Bangsbo om ikke for andet så af ren og skær stædighed, og han var mere og mere sikker på, at hun hørte til denne sag og ikke andre. Han måtte have overset hende i rapporterne.

Vejle-kollegerne havde fortalt, at Ole Berggren havde en tjans som arbejdsmand hos en lokal entreprenør, og at han fik fri klokken 15.30. Carl Olesen, som var ham, der i første omgang havde afhørt Berggren, og som Henning Juul havde tænkt så pænt om, havde oven i købet tilbudt at møde Juul og Toft, så de kunne få ham udpeget, når han forlod byggepladsen, hvor han arbejdede. Et tilbud, som Juul havde sagt ja tak til.

Han var nu også let nok at finde. Et signalement ville have klaret sagen, for det store, sorte og buskede skæg var ikke til at tage fejl af. Alligevel sagde Henning Juul pænt tak til Carl Olesen, inden Juul og Toft langsomt trillede i bil efter den skæggede herre, som med dødsforagt kørte på cykel gennem byen uden at ænse, at han i realiteten blev skygget.

Havde de to politifolk været ude i et andet ærinde, kunne de have tildelt ham de første fem bøder for overtrædelser af færdselsloven.

Ole Berggren svingede i en elegant bue cyklen ind gennem porten til nummer seks. Juul og Toft blev holdende i bilen et par minutter, så steg de ud og gik op ad trappen til tredie sal.

Berggren havde stadig sine blå overalls på, da han åbnede døren. Han havde smidt træskoene og stod nu i den lille entre med det blå-stribede tapet iført tykke, grå uldsokker. Han sukkede, da de to præsenterede sig. Det var tydeligvis hverken første eller anden gang, han fik besøg af politiet, og han spurgte ikke engang, hvad de ville.

Det formelle var relativt hurtigt sat på plads. Ole Berggren lagde ikke skjul på, at han havde siddet inde et par gange for tyveri, spritkørsel og lidt vold mod sin tidligere kone. På spørgsmålet om, hvorfor han havde lånt de mange penge, svarede han, at det var spillegæld, der skulle betales af.

- Hvordan fik De så penge til at betale lånet tilbage, spurgte Henning Juul.

Ole Berggren slog en kunstig latter op.

- Jeg arvede sgu. Fandeme om ikke min mor havde penge i banken, da hun strittede af. Han rystede på hovedet. Men de er væk nu...

- Har De nogen uddannelse, hr. Berggren?

Han rystede på hovedet.
- 7. klasse. Det er alt.

- Hvordan kom De i forbindelse med Svend Kragelund?

Ole Berggren så mystificeret ud.
- Hvem?

Han virkede overbevisende, blev de enige om, da de var på vej ud af byen igen. Efter al sandsynlighed var det rigtigt, at han ikke kendte navnet på den mand, han havde lånt penge af, og de tvivlede egentlig heller ikke på, at han end ikke vidste, at Kragelund var blevet myrdet. Ole Berggren var vel ikke ligefrem analfabet, men han tilhørte den efterhånden store gruppe i samfundet, som i praksis ikke kunne læse en avis - fordi de ingen uddannelse havde, og fordi de aldrig blev sat i situationer, hvor det var nødvendigt at læse.

I øvrigt havde han fortalt, at han var gået direkte fra sit møde med Kragelund fredag den 26. hen for at spille kort på sit stamværtshus. Så der var i hvert fald tre kortspillere plus adskillige andre gæster på værtshuset, sagde han, der kunne bekræfte, at han havde været der hen under midnat. Han var nemlig blevet så fuld, at han var blevet smidt ud. Han kunne huske det, fordi han drak af fornøjelse over at have betalt pengene tilbage.

Stilheden i bilen blev afbrudt af radioen.
- Her er RG 2. Her er RG 2. 42-02, 42-02. Melding, kom!

Det var Jan Toft, der kørte, så Juul tog mikrofonen.
- RG 2. Klar. 42-02 skifter.

- 42-02. Det vil måske interessere jer at vide, at en Grethe Kragelund, Golfbakken 12, lige er blevet indbragt til KH. Piller. Kom!

Jan Toft reagerede med det samme. Endnu inden, Henning Juul havde nået at kvittere for meldingen, havde han rullet sit vindue ned og placeret det blå blinklys med magnetsugekoppen på taget af bilen. Han trykkede på knappen til udrykningshornet og trak ud i overhalingsbanen.

De var ikke nået mere end halvvejs, før radioen meldte, at Grethe Kragelund var død ved ankomsten til Kommunehospitalet. Juul og Jan Toft så på hinanden.

- Golfbakken, sagde Juul.